Ukraine og 70-året for 2. Verdenskrigs afslutning
Historiker cand. mag. Ivan N. Nielsen har for Newsgerrig. com analyseret situationen omkring 2. Verdenskrigs afslutning i Ukraine.
Set med ukrainske briller var der ikke så meget at juble over den 9. maj 1945. 4,5 millioner ukrainske borgere havde mistet livet (ifølge visse opgørelser er tallet langt højere) i det blodige sammenstød mellem nazismen og kommunismen - to totalitære ideologier, der havde udryddelsen af hele folkeslag og samfundsklasser øverst på dagsordenen.
Samling af Ukraine i en helstat
Hvis man skal fremhæve et lyspunkt, stadigvæk set med ukrainske briller, så cementerede 2. Verdenskrig samlingen af Ukraine i en helstat bestående af såvel Galicien som Dnipro-Ukraine. Som bekendt var dette i første omgang sket som en konsekvens af Polens deling i 1939.
Allerede Kiev-fyrsten Volodymyr den Hellige erobrede i år 990 Galicien, lagde området ind under Kiev-riget og lagde dermed kimen til det nationale bånd mellem Galicien og Dnipro-Ukraine.
Efter mongolernes ødelæggelse af Kiev i 1240 var det da også Galicien, der overtog rollen som Rurik-dynastiets ukrainske højborg og blev stedet, hvor den ukrainske statslighed overvintrede.
At Galicien (og Volynien) i mellemkrigsårene (1919-1939) var underlagt Polen, viste sig imidlertid at blive afgørende for udviklingen af den national-filosofi, som blev et fundament for tanken om Ukraine som en uafhængig stat og om et totalt brud med Moskva såvel politisk, kulturelt, historisk som geografisk.
Polen blev mere Ukraine-venlig
Den polske leder i mellemkrigsårene Josef Pilsudski nyorienterede polsk udenrigspolitik i en mere Ukraine-venlig retning og er bl.a. citeret for at sige, at uden et uafhængigt Ukraine vil der ikke være noget uafhængigt Polen.
Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN) blev dannet i 1929 i Krakow og baserede sin ideologi på nationalfilosofien. OUN fik hurtigt tag i den ukrainske ungdom i landet.
Netop Pilsudskis dogme lå til grund for de polske myndigheders relativt tolerante holdning til ukrainerne i mellemkrigstidens Polen, i hvert fald indtil Pilsudskis død i 1935.
De ukrainske intellektuelles nationale idéudvikling fik derfor langt mere gunstige vilkår i Polen end i Sovjet, hvor nationalkommunisternes ukra-iniseringskampagne i 1920’-erne blev straffet med Stalins Hungersnød i 1932-33, der af flere lande er blevet betegnet som et folkedrab på den ukrainske nation.
Kimen til Sovjetunionens sammenbrud
Ifølge OUN’s ideologi var Ukraines uafhængighed en absolut værdi, som alle andre hensyn var underlagt. Denne ideologi lå til grund for UPA’s (den ukrainske oprørshærs) 10 år lange væbnede kamp i Vestukraine (1942-52) og dagens ukrainske soldaters indædte kamp mod den militært set overlegne men mindre motiverede modstander i Østukraine. Også ”de hundredes himmelfloks” dødsforagtende fremrykning på Instytutska-gaden i Kiev i februar 2014 kan forklares med nationalfilosofiens gennembrud i de urbaniserede ukrainske massers bevidsthed.
Efter landets samling i 1945 begyndte den i Galicien udviklede national-filosofi at sive ind i Dnipro-Ukraine. Samlingen i 1945 lagde derfor paradoksalt nok også kimen til Sovjetunionens sammenbrud. Naturligvis var nationalismen bandlyst i Sovjetukraine, og det kostede lange fængselsstraffe at udføre offentlig agitation for nationalismen. Men den fik som undergrundsideologi alligevel en vis indflydelse og trak den nationalliberale ukrainske dissidentbevægelse med sig. Ikke mindst fordi nationalismen baseredes på nationens historiske erfaring om mange hundreder års ukrainsk statslighed og kamp for uafhængighed, som sovjetmyndighederne ihærdigt forsøgte at slette fra den kollektive erindring.
National-filosofien fortrængte nationalkommunismen
Da den nationalkommunistiske ukrainske elite i 1991 udnyttede omvæltningen i Moskva til at udråbe Ukraines statslige uafhængighed, begyndte national-filosofien for alvor at fortrænge national-kommunismen som dominerende idéstrømning i landet. Og i to omgange – i 2004 og 2014 - satte en alliance af integrale og liberale nationalister sig igennem og trængte mere russisk-venlige kræfter fra magten i Kiev.
Den dominerende ideologi
Der var som sagt ikke meget at juble over set med ukrainske briller i maj 1945. Men landets samling det år skabte de institutionelle forudsætninger for den gradvise udbredelse af den vestukrainske nationalfilosofi til hele Ukraine. Og kombineret med landets hastige urbanisering i efterkrigsårene medførte denne dynamik dels, at de etniske ukrainere senest fra 2001 udgjorde et solidt flertal i storbyerne (bortset fra Krim og Donbas), dels, at ukrainsk nationalisme – såvel i sin liberale og integrale version - satte sig igennem som den dominerende ideologi i landet på bekostning af mere russofile strømninger, som sovjetkommunismen havde forsøgt at påtvinge befolkningen.

Danmark i 800-tallet, dvs. under kongerne Godfred, Hemming og Horik/Horek I.
Harald Blåtand var ikke den første danske konge, der "vandt sig al Danmark".
af Ivan Nester, historiker, cand.mag.
(november 2026)
Begrebet danere/danerne er i udenlandske annaler langt ældre end begrebet Danmark.
Udenlandske kilder nævner danerne og Danmark længe, inden Danmark første gang bliver nævnt på dansk på kong Gorms runesten i Jelling, hvor indskriften lyder: "Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone :/: Danmarks bod/pryd" (i år 963).
Dansk-saksisk angreb på Frisland i midten af 500-tallet
I sidste halvdel af 600-tallet oplyser en anonym geograf fra Ravenna, at nordboernes land "fra meget gammel tid" kaldes Dania. Men godt hundrede år tidligere beskriver den frankiske historieskriver, Gregor af Tours, omkring år 570, hvorledes en konge fra danernes rige hærger de frankiske kyster indtil han selv dræbes, og hans flåde besejres. Kongen hed Chochilaichus. Den samme begivenhed omtales af biskoppen og poeten, Venantius fortunatus af Poitiers, i et hyldestdigt til de frankiske konger. Han giver samtidig oplysning om et dansk-saksisk angreb på Frisland i midten af 500-tallet.
Hvor spredte disse oplysninger end kan forekomme, så peger de alle i samme retning: eksistensen af et - stort eller lille - dansk rige, ledet af en konge" allerede i 5-600-tallet.
Stærke konger og svage konger
Kongerigets størrelse har utvivlsomt vekslet meget i tidens løb. Under stærke konger har det været stort. Under svage konger har området sikkert været delt mellem flere herskere.
Man får fornemmelsen af, at kongerne Ongendus i begyndelsen af 700-tallet, Godfred omkring århundredskiftet (800-810) og Horek i begyndelsen af 800-tallet var stærke konger med et stort råderum. Vi ved med sikkerhed, at kong Godfred (død år 810) regerede over et Danmark, der i størrelse svarer til det Danmark, vi kender fra store dele af middelalderen. Meget tyder på, at også sønnen, Horik I (år 814-54) - trods mange problemer og opløsningstendenser - formåede at holde riget samlet.
Ottars og Wulfstans beskrivelse af Danmark
Kort før sin død (år 899) lod kong Alfred af Wessex en meget udbredt verdenshistorie fra 500-tallet oversætte til angelsaksisk. Samtidig fik han tilføjet forskellige historiske og geografiske oplysninger af nyere dato. Et par rejseberetninger fortæller om de nordiske lande.
Nordmanden Ottar handlede med pelsværk og sejlede sine varer fra hjemmet i Haalogaland i Nordnorge til Hedeby. Han beskriver sin sejlads i danske farvande i 3 dage. Første dag sejlede han fra handelspladsen Sikringsdal ved Oslo langs kysten med Denamearc til bagbord (venstre) og frit vand til styrbord (højre). De følgende to dage havde han de danske øer til venstre og Gotland (Jotland = Jylland) til højre, indtil han nåede frem til Hedeby. Halland og Skåne var da dansk land og her boede norddanerne, mens han kalder Jyllands indbyggere syddaner. Hedeby beskriver han som liggende mellem Vendland, Saksland og Angel og tilhørende Danmark.
Wulfstan er en anden sejlende handelsmand, som giver kong Alfred oplysninger. Han beskriver en sejlads på 7 dage fra Hedeby til Truso ved Vistula-flodens munding (nuv. Polen). Vendland havde han hele tiden på sin styrbords (højre) side, og til bagbord (venstre side) ser han i rækkefølge Langeland, Lolland, Falster og Skåne, der alle tilhørte det danske rige, mens Bornholm havde sin egen konge, og Blekinge hørte under sveerne.
Sjælland, Halland og Skåne - "Danernes mark"
Stort eller lille rige, så blev det af og til opdelt, fordi kongemagten var delt. Det kunne ske på flere måder. Der kunne være tale om en overkonge, der havde delt landsdelene ud til sine underkonger, lydkonger eller skattekonger. Der kunne være en opdeling mellem en landkonge og en søkonge. Eller der kunne være tale om en reel opdeling på flere selvstændige kongeriger. Hvilken opdeling, der har været på hvilken tid, er vanskeligt at afgøre. Noget tyder på, at Jylland af og til var delt i to (eller tre) mere eller mindre selvstændige områder. Ottar kalder den jyske halvø Gotland, og i endnu ældre tid blev området kaldt Reidgotaland efter jydernes store anvendelse af ridedyr.
Sjælland med tilliggende øer, Skåne og Halland blev i ældre tid benævnt Danmark, Danernes Mark eller Videsleth. Hvor Fyn har hørt hen i denne opdeling, vides ikke med sikkerhed, men flere ting tyder på, at Fyn ofte hørte sammen med Jylland eller den sydlige del af Jylland.
De forskellige landsdele må have været ret selvstændige/autonome, selv i et samlet rige. Selvstændigheden - og de indbyrdes forskelle - var så markant, at man ikke kunne indrette sig efter de samme love. I flere hundrede år havde Jylland (med Fyn), Sjælland og Skåne hver sit lovkompleks. De landskabslove, vi kender i dag, er nedskrevet i 1200-tallet, men har haft mange forløbere, fremført af lovsigemænd. Først med Chr. V's Danske Lov fra 1683 fik landskaberne fælles lovgivning.
Danerne og herulerne
Som sagt, er begrebet danere i udenlandske annaler langt ældre end begrebet Danmark. Den østgotiske historieskriver Jordanes og den romerske Procopios beskriver allerede i 500-tallet et skandinavisk folk, herulerne. De vandrede rundt i Europa, fordrevet fra deres oprindelige hjemsted af en anden nordisk stamme, danerne, der - iflg. Jordanes - var ”udgået" af sveernes/sveonernes rod.
Der er så stor overensstemmelse mellem Jordanes' og Procopios' beretninger om herulernes vandringer, at de begge må hvile på et fælles forlæg, måske et nu tabt værk af kansleren ved hoffet i Ravenna, Cassiodorus. Ved dette hof opholdt den landflygtige herulerhøvding Rodwulf sig også, og han kan have givet Casiodorus et forhåndskendskab til herulernes historie:
et folk, der kaldte sig danerne, trængte frem fra nuv. Sverige, eller rettere den skandinaviske halvø, og fordrev omkring år 200 e.K. herulerne, der blev trængt sydpå. I Europa blev de drevet hid og did de næste 300 år og tjente her og der til livets ophold som lejesoldater i den romerske hær.
Omkring år 500 besluttede nogle af herulerne at vende tilbage til stammens oprindelige hjemsted i Norden, og deres vandring nordpå er beskrevet: først vandrer de gennem en række slaviske områder, og derefter kommer de til "varenernes land" (Sydjylland). Uden kampe kommer de så hurtigt gennem danernes land og når frem til havet. Herfra sejler de til Thule (sydeuropæernes navn for den skandinaviske halvø), hvor de får tilladelse til at slå sig ned som naboer til gøterne.
Danernes mark omkring år 500 e.K.
Fortællingen om tilbagevandringen fortæller os, at der omkring år 500 boede et folk, der kaldes varenerne i det sydlige Jylland" mens danernes tilholdssted flyder mere ud i tågen. Hvis herulerne sejlede over Kattegat, så kunne danerne bo i den øvrige del af Jylland, men mere sandsynligt sejlede de over til Sjælland eller over Øresund, og så var det her danerne havde slået sig ned.
Gennem denne heruler-beretning erfarer vi, at danerne i perioden 2-500 e.K. måske har formået at sætte sig fast i Skåne, Sjælland, Fyn, eventuelt også i det nordlige Jylland" mens det sydlige Jylland befolkes af varenerne.
I det angelsaksiske heltedigt, Bjowulf-kvadet, optræder kong Hygelac som geaternes (jydernes) regent, mens Hrodgar (Roar) er konge over danerne og har sæde i kongshallen Heorot (Hjort) i Seedeland (Sjælland). Hygelac falder i kamp i Franken, og helten Beowulf bliver geaternes (jydernes) konge. At han selv falder i kamp mod en drage, fortæller alt om kvadets eventyrlige karakter. Og dog. I kvadet omtales også en nevø til kong Hrodgar, nemlig Hrodwulf, der også omtales af Procopios som nordbo med kontakt til Theoderik den Stores (år 454-526) hof i Ravenna. Nogle mener, at denne Hrodwulf var herulernes konge i år 493, andre peger på Hrotulf Halgason = Rolf Krake, søn af kong Helge i Danmark. Rolf var af skjoldungeslægt og opnår måske kongetitel omkring år 520.
Iflg. Bjowulf-kvadet var Danmark delt i to kongeriger i begyndelsen af 500-tallet: Jylland-(Fyn) og Sjælland-(Skåne), der var hinandens forbundsfæller. Hvornår de to kongeriger forenes under fælles ledelse, ved vi ikke, men fra begyndelsen af 700-tallet er det med
sikkerhed sket ret ofte.
Danernes mark omkring år 700 e.K.
Måske var det kong Ongendus (Angantyr), der var så stærk (Prædikanten Willibrord beskriver Ongendus/Angantyr i stærkt negative, klassisk kristne vendinger som "mere grusom end et vilddyr og hårdere end sten"), at det lykkedes for ham at samle de danske landsdele under sin myndighed. De efterretninger, vi har om ham, kunne tyde på det. Det var antagelig ham, der anlagde eller udbyggede Danevirke. Han stod bag grundlæggelsen af Ribe. Han var den, prædikanten Willibrord opsøgte i missions øjemed. Han anlagde den strategiske Kanhave Kanal på Samsø. Og han omtales af Alcuin - der arbejdede i Karl d. Stores tjeneste - som danernes hersker. De mange, store anlægsarbejder kan kun udføres af en konge med en stærk centralmagt bag sig.
Danernes mark omkring år 800 e.K.
I 770'erne nævnes Sigfred (Sigurd) Ring som danernes konge i de frankiske annaler (ARF). Ring havde overtaget den danske trone efter Bråvallaslaget omkring 770. Sigurd Rings bror Halfdan var far til den føromtalte kong Godfred, der var dansk konge i 800-810. Godfred blev efterfulgt af kong Hemming, der er nævnt i de frankiske årbøger som danernes konge i forbindelse med den dansk-frankiske traktat i 812.
Danevirke, der uden tvivl var Europas stærkeste fæstningsvold i 700- og 800-tallet, har først og fremmest været en solid stopklods, der kunne holde alle angribere ude. Men Danevirke var ikke kun et militært anlæg. Via volden har de skiftende regenter kunnet kontrollere trafik, handel og kulturelle påvirkninger. Derimod har Danevirke ikke kunnet sikre et vedvarende rigsfællesskab.
Rigsenheden var næsten en selvfølge under stærke regenter, men under svage blev landet splittet op i flere små kongedømmer- ofte i splid med hinanden. Den næste stærke konge måtte derfor bruge en god del af sin regeringstid på samling af riget.
Den danske kongeværdighed og den dynastiske arvefølge
Fra gammel tid var Danmark et valgkongedømme med en dynastisk arvefølge. Først i 1660 indføres arvekongedømmet. Den dynastiske arvefølge betød, at en ny konge blev valgt af hirden (kongens livgarde primært bestående af stormandssønner) og stormændene. En ny konge blev som regel valgt i den afdøde konges nærmeste familie, men det var ikke nødvendigvis den ældste søn, der blev udpeget. Det kunne være en yngre søn, en broder, en nevø eller en fætter til den afdøde konge - alt efter hvem rigets ledende mænd opfattede som den bedste/stærkeste efterfølger indenfor dynastiet.
De vragede kongsemner så sig tilsvarende nødsaget til at flygte, søge beskyttelse hos familiemedlemmer i f.eks. Sverige og Norge eller skjule sig i en vikingeflåde. På sikker afstand kunne de så iagttage udviklingen i Danmark og afvente en ny mulighed. Ved ophold i udlandet kunne de optjene et ry, en formue og skabe sig en hær af tilhængere, så de senere kunne vende tilbage til Danmark og blande sig i et kongevalg.
I de franske annaler fra 700- og 800-tallet fremgår det klart, at der flere gange har været intern familierivalisering om den danske kongetrone, og kappestriden brød af og til ud i åben kamp. Den danske kongeværdighed har åbenbart været værd at kæmpe for. Det var ikke nogen tom titel. Kongen havde stor magt, fik rådighed over kæmpemæssige ejendomme, skove og jagtområder, skatter, told og markedsafgifter. Kongen var omgivet af glans og herlighed, skønne kvinder og beskyttet af en edssvoren hird. "Dette land er fagert og frodigt, men det mangler et navn", som kong Dan skal have sagt inden sit valg til konge. Men magten var ikke uden problemer. Den danske konge var udsat for misundelse, bagtalelse og udnyttelse samt militære trusler fra syd (Europa) og fra nord (den skandinaviske halvø). Blandt andet derfor var Slesvig og Skåne-Halland vigtige kontinentale opmarchområder for den danske konge at have kontrol med.
Den samlede kongerække i Danmark til og med Harald Blåtand (o.725 - o.978)
(Bogstaverne S og F sigter til kongehusene Skjoldungerne og den frisiske linje og gælder kun for agnatiske efterkommere (dvs. efterkommere på fædrene side). Alle kongerne er nævnt i samtidige skriftlige kilder.
Danmark/Danernes rige
o.725-o.770 Harald (Hildetand) S
o.772-o.800 Sigfred/Sigurd (Ring) F
o.800-810 Godfred F
810-812 Hemming F
812-813 Harald (Klak) og Regnar S
813-814 Olaf F
814-819 Erik 1 og 3 brødre F
819-827 Erik 1, Rolf og Harald (Klak) F & S
827-o.835 Erik 1 og Rolf F
o.835-854 Erik 1 F
854-873 Erik 2 (Barn) F
873-o.885 Sigfred S
o.885-893 Helge F
Østdanmark Vestdanmark
893-o.915 (Klak)Harald S 893-o.910 Olaf F
o.915-o.938 Gorm S o.910-935 Knud 1 F
o.938-961 Sigfred S 935-961 Gorm (den Gamle) F
Danmark
961-o.978 Harald (Blåtand) F (Kristendommen indføres i 963)
Hovedkilder: Jørgen Markvad "Danske konger før Gorm den Gamle", Gedved 2004. Peter Lawætz "Af kongelig byrd", Birkerød 2017.