Den ukrainske nationalisme – oprindelse, udvikling og betydning i dag

Ivan Nester Nielsen

Cand. mag. i øststatskundskab og historie fra Københavns Universitet (1994).

48 år.

Formand for Dansk-Ukrainsk Selskab siden 1996.

Arbejdede i 12 år i Københavns Kommune med udsatte borgere. I dag selvstændig tolk og konsulent.

Begyndte at interessere mig for Ukraine på universitetet.

Taler flydende ukrainsk og russisk.

Modtog i 2009 den ukrainske stats Meritorden af 2. grad af Ukraines præsident.

Organiserede i 2009-10 opstillingen af Shevchenko-monumentet i København.

De fem faser i ukrainsk nationalisme - kronologisk

1. National-romantikken (Shevchenko)

2. Den liberale nationalisme (Dragomanov)

3. Den integrale nationalisme (Dontsov)

4. Dissidentbevægelsen (Chornovil m. fl.)

5. Nation-building efter 1991.

Nationalromantikken

Kosakstaten (1648-1775) manglede en national ideologi.

Romantikken - dominerende filosofisk retning fra starten af 1800-tallet. Tyskland – Herder (Volkstum), Grimm-brødrene. (Danmark – Oehlenschläger, Grundtvig, Kuhlau).

Oplysningstiden betonede fornuften. Men romantikken hævdede, at følelsen var kernen i tilværelsen. Idealisering af almuens sprog og kultur.

De tre faser i de nationale bevægelser: 1) Akademisk (Kharkiv-romantikerne), 2) sproglig og 3) politisk. Shevchenko inkorporer 2. og 3. fase fsva. Ukraine.

Shevchenkos digtning vækker nationalfølelsen og troen på Ukraine som en særskilt nation, der er undertrykt af andre nationer. Han bruger sproget polemisk og dermed politisk.

Taras Shevchenko

Vokset op i landsby. Livegen. Bliver ”opdaget” af godsejer. Flytter til Vilno i 1828. Inspireret af national-romantikken hos Adam Mieckevicz.

Flytter i 1831 til Sankt Petersborg. I 1838 begynder Shevchenko at studere ved Kunstakademiet i byen. Sideløbende studerer han Ruthenernes historie. Begynder at digte.

Det ukrainske miljø i Sankt Petersborg er med til at forme Shevchenko. Begrebet ”Ukraine” fremfor ”Ruthenien” eller ”Lillerusland”.

I 1840 udkommer Shevchenkos første digtsamling ”Kobzar” (barden).

Кохайтеся, чорнобриві,  (Elsk I sortbrynede)

Та не з москалями, (Men bare ikke med moskovitterne)

Бо москалі — чужі люде, (For moskovitter er fremmede folk)

Роблять лихо з вами. (De gør jer ondt.)

Москаль любить жартуючи, (Moskovitten elsker sarkastisk)

Жартуючи кине; (Sarkastisk vil han forlade jer)

Піде в свою Московщину, (Han vil rejse hjem til Moskovien)

А дівчина гине... (Катерина, 1837) (Imens pigen går til grunde).

Kateryna som symbol på et Ukraine forført af moskovitterne.

Ukraine som nationsbegreb. Gud, Ukraine og sandheden som absolutte værdier.

Слава не поляже; (Hæderen vil ikke falde)

Не поляже, а розкаже, (Den vil ikke falde, men fortælle)

Що діялось в світі, (Om hvad der skete i verden)

Чия правда, чия кривда (Hvem havde ret, og hvem havde uret)

І чиї ми діти. (Og hvis børn vi er.)

Наша дума, наша пісня (Vores tanke og vores sang)

Не вмре, не загине... (Vil ikke dø eller gå til grunde…)

От де, люде, наша слава, (For vor hæder folkens)

Слава України! (Er Ukraines hæder!)

Без золота, без каменю, (Uden guld og uden sten,)

Без хитрої мови (Uden et listigt sprog)

А голосна та правдива, (Men højlydt og sand,)

Як господа слово. (До Основ’яненка, 1840) (Som Guds ord.)

Khmelnytsktyi dekonstrueres, fordi han lukkede moskovitterne ind.

Kritik af ”lillerussisk” elite

      Дніпро, брат мій, висихає,
Мене покидає,
І могили мої милі
Москаль розриває...
Нехай риє, розкопує,
Не своє шукає,
А тим часом перевертні
Нехай підростають
Та поможуть москалеві
Господарювати,
Та з матері полатану
Сорочку знімати.
Помагайте, недолюдки,
Матір катувати».

      1843

Min broder Dnipro bliver tørlagt

og forlader mig,

Og mine kære gravhøje

Bliver gravet op af moskovitten…

Lad ham bare rode og grave,

På jagt efter fremmed guld

Alt imens vendekåberne

Vokser op og hjælper

Moskovitten med at herske,

Og frarøve moderen hendes

Sammenlappede skjorte.

Kom så, I umennesker, og hjælp

Med at mishandle moderen”.

Shevchenko bliver fængslet og forvist

Medlemmer af Kirilo-Metodius broderskabet anholdtes. Shevchenko betragtes som en særligt farlig revolutionær separatist og får den hårdeste straf. Han skal aftjene 10 års militærtjeneste med forbud mod at tegne og skrive 1847-57.

Hans helbred bliver svækket og han dør i en alder af 47 år. Hans begravelse udvikler sig til en national manifestation i Ukraine.

Paradigmeskift

Hans digtning baner vejen for et gennembrud for nationalismen som en af de dominerende ideologier i det 19. og det 20. århundredes Ukraine.

”Ukraine” italesættes som nationsbegreb. Paradigmeskift fra provins til nation.

Nationalfølelsen knyttes til begrebet ”Ukraine”.

Den liberale nationale bevægelse

Shevchenkos hårde skæbne afskrækkede hans efterfølgere fra separatisme og russofobi.

Den dominerende linje i post-Shevchenko Ukraine blev den ukrainofile folkeoplysning. Målet var kulturel autonomi, demokrati. Elementer af panslavisme.

De liberale nationalister forsøgte at gå kompromisets vej i deres holdning til myndighederne.

Den liberale nationale bevægelse

Den nationale bevidsthed skulle opbygges nedefra gennem uddannelse og folkeoplysning.  Fremskidtet skulle sikres via evolution og ikke via revolution.

Tro på folkeoplysning og uddannelse som vej til at opnå større velstand for den almindelige befolkning og større forståelse mellem klasserne.

Ingen fornuftige grunde til et modsætningsforhold mellem klasserne og nationerne. 

Den liberale nationale bevægelse

Kirilo-Metodius broderskabet, Kostomarov og Kulish

MykhayloDragomanov og ”Hromada”.

Narodniki, ”Prosvita”

Ivan Franko

Hrushevskyi og Vynnychenko

Dragomanovs hovedteser

Demokrati (parlamentarisk styre, borgerne tildeles demokratiske rettigheder og friheder);

Føderalisme (decentralisering, indførelse af selvstyre, staten opbygges nedefra, Ukraine som autonomi indenfor en russiskledet føderation);

Europæisme (Ukraines bånd til Vesteuropa er kilden til en progressiv udvikling);

Kulturalisme(frihedskampen skal føres udelukkende med folkeoplysende metoder);

Evolution(pragmatiske og moderate krav og stimulering af reformprocessen nedefra).

Nederlag til den russiske bolsjevisme i 1917-20

Brest-Litovsk anerkender i 1918 UNR.

Kravet om Ukraines uafhængighed var lidt fremmed for den nationalliberale ukrainske elite.

Ideologisk var mange af dem socialister. Mange havde en vis sympati for en føderation med Sovjetrusland. ”Naivitet” overfor de russiske bolsjevikkers intentioner.

Den russiske bolsjevisme ønskede at udrydde den gamle orden og elite. Appel til folkets ”basale behov”: fred, brød og jord her og nu, og vandt genklang hos russere og jøder i Ukraine.

UkrSSR i 1922 ”bedre end ingenting”.

Den etniske sammensætning i de ukrainske byer

Væksten i andelen af etniske ukrainere i de ukrainske storbyer i løbet af det 20. århundrede:

Kyiv 1919: 23%, 2001: 82% 

Kharkiv 1926: 38%, 2001: 62% 

Odessa 1926: 17%, 2001: 61% 

Dnipropetrovsk 1926: 36%, 2001: 72% 

Lviv 1931: 16%, 2001: 88%

Zaporizhya 1926: 47%, 2001: 70%

Mykolayiv 1926 30%, 2001: 72%

Kherson 1926: 36%, 2001: 75%

Donetsk 1926: 26%, 2001: 46%

Ukraine deles mellem Polen og Rusland

Den integrale (militante) nationalisme

Som reaktion på nederlaget i 1917-20 udvikles i 1920’erne og 30’erne i Vestukraine den integrale nationalisme.

Hovedpersonen i den proces er publicisten DmytroDontsov. Fra 1922 til 1939 er han redaktør for Polens førende ukrainske tidsskrift ”Visnyk”.

De polske myndigheder tolererer Dontsov og ”Visnyk”, fordi general Josef Pilsudski fra 1926 ser ukrainerne som en ”buffer” mod den russiske bolsjevisme.

Hovedteserne i Dontsovs hovedværk ”Nationalisme” fra 1926.

Den ukrainske elite har siden Shevchenkos død været domineret af russofili, kosmopolitisme, troen på evolution og fremskridt i samarbejde med Rusland. Derfor tabte Ukraine i 1917-20.

Ukraine har brug for en ny elite, der arbejder for en national revolution og et totalt brud med Rusland - politisk, kulturelt og mentalt.

Kampen mellem nationerne er en naturlov.

DmytroDontsov – grundlæggeren af den ukrainske nationsfilosofi.

Hovedteserne i Dontsovs hovedværk ”Nationalisme” (1926)

Ukraine er en del af den vestlige civilisation, som Rusland er en trussel mod. Ukraine er frontlinjestat mod Rusland.

Bolsjevismen er en rød russisk nationalisme kamufleret som proletariatets diktatur.

Nationen er den vigtigste aktør i international politik, uanset hvilken klasse, der står i spidsen for den. Elitens rolle er altafgørende.

Dontsovs nationsfilosofi

Idealisering af Middelalderens og Korstidens dyder.

Vilje over intellekt, affekt over refleksion, handling over kontemplation, intuition over logik, aggression over passivitet, dogmatisme over relativisme, tro over viden og mystik over afklaring. 

Eliten og skal føre nationen til kontrol over sit territorium og give det i arv til sine efterkommere. Vold er legitimt middel.

Organisationen af ukrainske nationalister (OUN)

Bliver dannet i 1929. Ideologien er integral nationalisme inspireret af DmytroDontsov. OUN’s chefteoretiker MykolaStsiborsky.

Forkaster demokratiet som værende for blødsødent overfor Ukraines fjender. Liberale, demokratiske og socialistiske partier anses for at være kollaboratører. ”Dolkestødslegenden”.  

Legitimt at bruge vold og terror i kampen for Ukraines uafhængighed, fordi det er en absolut værdi. (Nationalt diktatur som parallel til bolsjevismens proletariatets diktatur).

OUNs radikalisering

OUN’s ledelse bliver i 1935 i Polen dømt for terror.

OUN’s formand Konovalets bliver snigmyrdet af NKVD i 1938.

Der opstår i 1940 en splittelse i OUN mellem den radikale Bandera-fraktion og den moderate Melnyk-fraktion bl.a. omkring holdningen til Hitler-Tyskland.

StepanBandera 1909-1959

Født i Vestukraine. Leder af OUNs revolutionære fløj fra 1940 til 1959.

Mens han sad i polsk fængsel i 1936-39, genlæste han Dontsovs værker og nåede frem til den konklusion, at OUN ikke var tilstrækkelig revolutionær. Han mente, at OUN først og fremmest skulle sætte lid til egne kræfter, fordi ingen andre var interesseret i Ukraines uafhængighed. Derfor kunne en mulig alliance med Tyskland udelukkende være midlertidig.

Sad i tysk fængsel i 1941-44. Myrdet af KGB i 1959.

OUN-UPA

Bandera-fraktionen opretter i slutningen af 1942 Ukraines oprørshær (UPA), som bliver OUN’s militære gren.

I 1943-44 er UPA aktiv i etnisk udrensning af polakker i det vestlige Ukraine.

UPA kæmper frem til 1952 mod sovjetiske sikkerhedstropper i Ukraine.

Efter nederlaget går nationalisterne ind i den ukrainske dissidentbevægelse.

Nationalisterne og dissidentbevægelsen

I 60’erne oplever Ukraine en liberalisering af det politiske liv. Ukrainisering af uddannelsessystemet.

Hovedstaden Kiev bliver fra sidst i 60erne dissidenternes højborg.

Dissidenterne i Ukraine afviste at samarbejde med de alsovjetiske dissidentbevægelser af frygt for, at det nationale spørgsmål blev overskygget af menneskerettighedsspørgsmålet.

Nationalisterne og dissidentbevægelsen

1970’erne. Ivan Dzyuba - kritik af den russiske chauvinisme og russificeringen fra leninistisk standpunkt.

PetroShelest – ”nationalistisk” chef for KPU bliver afsat i 1972, anklaget for separatisme.

Nationalistisk undergrundslitteratur cirkulerer ”Samvydav”. ”UkrayinskyiVisnyk” fra 1970, redaktør ViacheslavChornovil.

Kommunismens sammenbrud og nation-building.

Glasnost i 1980’erne indebærer, at nationalistisk litteratur cirkulerer frit i Ukraine. I 1989 danner dissidenterne partiet Rukh, hvis mål er et uafhængigt Ukraine.

Ved det første frie parlamentsvalg i 1990 går samtlige ukrainske partier ind for uafhængigheden (bortset fra KPU).

I 1991 stemmer 90% af vælgerne for uafhængighed. Kommunismen erstattes af nation-building.

1991-2001

Op gennem 90’erne samarbejder nationalisterne  med præsidenterne Kravchuk og Kuchma om nation-building. Interessefællesskab. Vesten støtter projektet. Putin som modspiller fra 2000.

”Båndskandalen” i 2000-2001 får Kuchma til at mistænke USA for at ville vælte ham.

Kuchma tror på Putins påstand om, at amerikanerne står bag, selvom andre mener, at Rusland (FSB) står bag ”båndskandalen” i et forsøg på at destabilisere Ukraine.

2001-2004

I 2001 afsættes den nationalistiske premierminister Viktor Yushchenko, der som modtræk danner det nationalistiske parti ”Vort Ukraine” og vinder parlamentsvalget i 2002.

Det politiske landkort ændres hen imod en opdeling i et nationalistisk Vest/Centrum og russisktalende Sydøst – ”Skillelinjen”.

Nation-building og nationalisternes fremgang 1998-2002

Parlamentsvalget i 1998

Parlamentsvalget i 2002

Den blå linje er Polens sydøstgrænse indtil 1648

2001-2004

Efter 2002 går Yushchenko målrettet efter at erobre præsidentposten i 2004. Oligarkerne forsøger at forlænge Kuchmas periode. Ender med at satse på Yanukovych.

Bush vs. Putin. Kold krig. Russisk indblanding i præsidentvalget i 2004 på oligarkernes og Yanukovychs side. USA og EU støtter Yushchenko, som vinder. 

I baggrunden lurer konflikten YuliyaTymoshenko-ViktorYushchenko.

Konflikten Tymoshenko-Yushchenko 2000-2010

I 1999 danner YuliyaTymoshenko Fædrelandspartiet.

Under ”Båndskandalen” i 2000-01 kommer Tymoshenko kortvarigt i fængsel. Europarådet får hende løsladt.

Tymoshenko modarbejder alliance mellem Yushchenko og østukrainske oligarker. Interessefællesskab med Putin på trods af forskellige motiver.

I april 2004 frafalder USA tiltalen mod Tymoshenko i Lazarenko-sagen. Muligvis presses hun dermed til ikke at opstille i 2004 og give plads til Yushchenko.

Den orange Revolution i november 2004. Yushchenko og Tymoshenko kommer til magten. USA presser Kuchma til ikke at sætte kampvogne ind mod folket.

2005-2010

Som præsident intensiverer Yushchenkoukrainiseringen, dyrkelsen af de nationale symboler og omskriver historiebøgerne. Forsøg på at opnå NATO-medlemskab.

Vælgervandringer internt i blokkene. Opslidende strid mellem Tymoshenko og Yushchenko. Tymoshenko vinder vælgere fra Yushchenko med en blanding af socialpopulisme og nationalisme.

Ideologisk mistillid mellem liberale nationalister (Tymoshenko) og integrale nationalister (Yushchenko) kulminerer i 2009, da Tymoshenko indgår gasaftale med Putin. SBU rejser på Yushchenkos foranledning sigtelse mod Tymoshenko. Jf. ”Dolkestødslegenden”.

”Skillelinjen” og vælgervandringer

Præsidentvalget i 2004

Parlamentsvalget i 2006

”Skillelinjen” og vælgervandringer

Parlamentsvalget 2007

Præsidentvalget 2010


2010-2013

Yanukovych bliver præsident i starten af 2010. Samarbejde mellem oligarker og Yushchenko sikrer, at Tymoshenko ikke vinder præsidentvalget.

Yanukovychs Donetsk-klan har i løbet af 00’erne sat sig på magten i Regionernes Parti, men viser sig at være langt mere nationalistisk, end Rusland havde håbet på.

RPs venstrefløj får dog nogle ”lunser”. Kharkiv-aftalerne. Historiebøgerne justeres. Russisk bliver ligestillet i Sydøstukraine. Nato-medlemskabet bliver udsat på ubestemt tid.

Økonomisk nationalisme

Yanukovychs ”Familie” får større og større politisk og økonomisk magt grundet forfatningsændring i 2010.

Donetsk-klanen nærer mistillid til russisk storkapital. Yanukovych fører en nationalistisk kurs i økonomien for at sikre oligarkerne og deres formuer mod russisk storkapital.

Samarbejde mellem Yanukovych og Yushchenko om at forbedre landets image. I 2012 afvises formaliseret deltagelse i den russisk-ledede Toldunion. Ukraine forhandler med EU om frihandelszone EU og Ukraine tæt på aftale.

YuliyaTymoshenko ryger i fængsel

Russisk afpresning i 2013

Hen over sommeren 2013 iværksætter Rusland en embargo overfor Ukraine for at forhindre en Associeringsaftalen i Vilnius. Vesten forholder sig passivt i forhold til den russiske afpresning af Ukraine.

EU insisterer på, at Yanukovychs styre opfylder 21 betingelser for en Associeringsaftale. Yanukovych når at opfylde 19 ud af 21 kriterier.

Udsigt til om økonomisk kollaps og statsbankerot tvinger Ukraines regering til den 21.11.13 at droppe en AA i Vilnius.

YuliyaTymoshenkos fravær

Fængslingen af YuliyaTymoshenko medfører, at højrefløjen i hendes national-liberale parti Fædrelandet under ledelse af ArseniyYatseniuk og AndriiParubii overtager magten i partiet og indleder et tæt samarbejde med det højrenationalistiske (integral-nationalistiske) parti Svoboda under ledelse af Oleg Tiagnibok.

Ved at fængsle Tymoshenko fjernede Yanukovych således en hindring for et for ham farligt samarbejde mellem Fædrelandet og Svoboda.

Samarbejde mellem liberale nationalister og højrenationalister

ArseniyYatseniuk, Fædrelandet

Oleg Tiagnibok, Svoboda

Euromaydan og Moskva-aftalen

Yanukovych havde i starten af november 2013 tolket signaler fra USA derhen, at USA ikke vil støtte en folkelig opstand og et magtskifte i Ukraine, selvom Ukraine venter med AA.

Omfattende pro-Europa demonstrationer mod regeringen presser regeringen til at afvise Toldunion med Rusland.

Putin går så med til at yde et stort lån til Ukraine og reducere gasprisen, men begynder efter nytår 2014 at stille politiske krav til Yanukovych om at ”bringe orden i sit hus”.

Maidan-revolutionen

Legitimitetstab og revolution 

Ved at acceptere et stort russisk lån i december 2013 forlader Yanukovych den økonomiske nationalisme. Putins pres på Yanukovych opfattes som, at Yanukovych har afgivet suverænitet til Rusland. Yanukovych mister derfor legitimitet.

I januar 2014 eskalerer urolighederne i Kyiv, da den Bandera-inspirerede revolutionære organisation ”Right Sector” går til angreb på politiet og indtager flere regeringsbygninger.

Oligarkerne ser deres snit til at komme ud af ”Familiens” jerngreb og trække støtten til Yanukovych. 

Yanukovych afsættes i februar 2014 efter en revolution, som bliver accelereret af ”Right Sector”. Muligvis forbindelse til SBU.


Right Sector – Pravyi Sektor

DmytroYarosh - leder

Right Sector’s opbygning

Krim og separatisme i Østukraine

Ruslands ”forebyggende” annektering af Krim i marts 2014 transformerer det ukrainske politiske landskab.

Uden Krims vælgere udgør Sydøstukraine kun 43% af befolkningen i landet. Dette gør det til en matematisk umulighed for Regionernes Parti at vinde et nationalt valg.

RP går i panik. Separatisme i Østukraine – Donetsk-klanens forsøg på at presse Kyiv-regeringen til en føderalisering, så Donetsk-klanen kan beholde et ”fyrstendømme” i Donbas (16% af UA’s BNP).

Rusland hjælper separatisterne i Donbas pga. de overordnede strategiske interesser i Ukraine.

Valget af PetroPoroshenko

Poroshenkos valgsejr ved præsidentvalget den 25.05.14 er den klareste i Ukraines nyere historie og betyder en national samling omkring en provestlig kurs.

Poroshenko er ideologisk tæt på Yushchenko, som er gudfar til to af hans børn.

Russisk frygt for lustration/udrensning i Ukraine og eliminering af det russiske net af agenter i Ukraine = endegyldigt tab af indflydelse på UA.

Ukraines militære fremgang efter valget af Poroshenko får russerne til at frygte de østukrainske separatisters nederlag.

PetroPoroshenko

Præsidentvalget 2014: Den historiske ”skillelinje” er udvisket.

”Subtelnyis linje”

Etniske russere i Ukraine

Ukraine – udbredelsen af russisk

Nation-building og nationalisternes fremgang i 2002

Parlamentsvalget i 1998

Parlamentsvalget i 2002

Præsidentvalget i 2010

Frossen eller ulmende konflikt

Udeblivelsen af ”det russiske forår” overbeviser formentlig Putin, at en regulær invasion af hele Ukraine er politisk for risikabel (Afghanistan-syndromet).

Efter separatisternes nederlag i Slovyansk i starten af juli går Rusland i gang med at forsyne dem med tunge våben og ødelægge den ukrainske grænsekontrol.

I august 2014 går 6 russiske bataljon-taktiske grupper med ekstremt tunge våben ind i Østukraine.

Store tab presser Ukraine til at indgå våbenhvile.

”Transdniestrisering” af Donbas: en af Rusland militært afhængig ministat. 290 km grænse udenfor kontrol.

Et mere homogent Ukraine

Den vigtigste konsekvens Maydan-revolutionen er, at Ukraine er blevet et stort set monoetnisk land (hvis man ser bort fra de ungarnske og rumænske mindretal i Transkarpatien og Bukovina). De jure tabet af Krim og de facto tabet af de store byer i Donbas (Ukraines Ruhr-distrikt) betyder, at andelen af etniske russere nu udgør højst 5% af rest-Ukraines befolkning.

Den politiske kamp står nu primært mellem de liberale og de integrale nationalister.

Ukrainiseringen af de ukrainske storbyer

Væksten i andelen af etniske ukrainere i de ukrainske storbyer i løbet af det 20. århundrede:

Kyiv 1919: 23%, 2001: 82% 

Kharkiv 1926: 38%, 2001: 62% 

Odessa 1926: 17%, 2001: 61% 

Dnipropetrovsk 1926: 36%, 2001: 72% 

Lviv 1931: 16%, 2001: 88%

Zaporizhya 1926: 47%, 2001: 70%

Mykolayiv 1926 30%, 2001: 72%

Kherson 1926: 36%, 2001: 75%

Donetsk 1926: 26%, 2001: 46%

Konklusion

Med kommunismens sammenbrud opnåede de ukrainske nationalister deres vigtigste mål – en uafhængig ukrainsk enhedsstat.

Dette gav nationalisterne et interessefællesskab (ikke at forveksle med værdifællesskab) med den postsovjetiske elite (primært fra Østukraine), der primært så den uafhængige ukrainske enhedsstat som et business-projekt - kilde til personlig berigelse.

Interessefællesskabet mundede ud i en stiltiende forståelse om, at nationalisterne fik deres uafhængige ukrainske enhedsstat, mens den postsovjetiske elite fik lov at beholde magten og ”rage til sig”.

Konklusion

Den blotte eksistens af en uafhængig ukrainsk stat accelererede ukrainiseringen og afrussificeringen af samfundet.

Men med nej’et til EU i november og Moskva-aftalerne i december 2013 forlader Yanukovych den økonomiske nationalisme. Interessefællesskabet med nationalisterne forsvinder. 

Maidan-revolutionen og tabet af Krim tipper balancen mellem Østukraine og Vestukraine til Vestukraines fordel.

Derfor mister Donetsk-klanen og RP følelsen af medejerskab til det ukrainske projekt og interessen i at bevare Ukraine som centraliseret enhedsstat. Separatistiske kræfter slippes løs i Østukraine.

Rusland vil ikke annektere Donbas, men bruge Donbas som brohoved til en destabilisering af rest-Ukrainem.h.p. at sikre Rusland strategiske mål i Ukraine. Frossen eller ulmende konflikt.

Nøglespillere i Østukraine i 2014

Slut